99
Helge fløjtede sagte, mens han holdt Maleriet ud for sig og så på det.
Evas Hånd gravede ned gennem Bladene, til det klamme Løv fra i Fjor, Lag under Lag — alle Somre.
Hun vilde skrige, hun vilde råbe op, her i Skoven. sin Sorg, sin Harme, sit Had.
Men pludselig standsede hendes Hånd.
Nej, lad hende komme, også som Gæst, jo oftere, jo hellere, i min Stue, i mit Rige, at vi kan besejre hende, Fjenden, Høstkvinden! Og — at hun kan blive Kvinde, ikke Skov for Helge!
Ja, blive det, jeg frygtede mest og nu frygter mindst!
Jeg, som eier hin Ild, som skal overvinde den Ild, vi nu fortæres af.
„Ja, Helge, det kan vi jo godt,“ hun stod op, rolig og rystede Bladene af sin Kjole.
Ja, nu er du min åbenbare Fjende, nu vil jeg just møde dig! Og frygt så mig, Vårkvinden!
„Godt,“ Helge slog Staffeliet sammen og hev Malerkassen over Skulderen.
De gik op ad Stien mellem Avnbøgene.
Hun vendte Hovedet. —
Dér sov hans Skikkelses Mærke i Løvet — som var et Lig båret bort.
Dér skulde hun til Vår rede deres Elskovsleje under de grønne Bøge, i Anemonerne, på alle Års Løvfaldsgrav!
Stien hulede sig som et Bækkeleje gennem Buskene. Ensomme Bøge steg på Bakkerne ovenover. De røde Kroner brændte som Bavner. Det nedføgne Løv knitrede asketørt om deres Fødder.
