Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/112

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

100

„Helge, det er sandt,“ pustede Eva, mens hun hagede sig til Vejrs ved Bøgenes nøgne Rødder — han skred let og rank, som var denne brændende, stejle Sti hans rette, „lige da jeg gik ned til dig, mødte jeg en Herre, som kom for at besøge dig — os — Doktor Hilding. Han sagde, han kendte din Fader og havde set dig som lille. Jeg bad ham komme igen til Aften. Skulde jeg ikke?“

Helge standsede, med Ansigtet drejet halvt mod hende. Skæret fra Bøgene og Aftenhimlen rødnede hans Pande og det blå Tøj. Øjnene lyttede.

„Hilding? Niels Hilding — en mager, lidt bøjet Mand med Lorgnetter og en stille, forsigtig Stemme, men hans Smil er så lyst.“

„Kan du huske ham? men du var jo kun et Barn! Det var jo før I kom på Sanatoriet.“

„Huske ham,“ Helge smilte, „jeg husker hver Dag fra den Gang, hvert Besøg, der kom i vor Stue. Jeg husker, han skottede hen til mig, hvor jeg sad under Vinduet. Det gjorde ikke mange af de andre. De talte kun om Bøger. Men han så også mig.“

Evas Hjærte bankede. Han så ham, Barnet under den visne Lindetop.

Og hvad tænkte han?

Å, om han havde ført ham ud på Gaden til andre Børn, til Sporvognsfærdslen og Luften!

Men nej, nej! Da var han jo ikke bleven Helge, han hvis tunge Trin havde vækket hendes Hjærte, han, som stod dér, så høj og mørk, belyst af de nedbrændende Skove og spejdede ud i Skæret på den grå Himmel og mindedes hver Dag og hvert Besøg i hin mørke Stue.