Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/113

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

101

„Ham vil jeg gerne se.“ Helge steg videre op, og Eva fik atter fat om Bøgerødderne, „han kom det sidste År, vi var i København, Vinteren efter at Faders Sygdom rigtig var brudt frem, efter den Aften vi kuldsejlede histude.“

„I —“ Eva standsede med Foden på en stor Sten dybt i forbrændte Blade, „I kuldsejlede, i Fjorden! Når? Var I ved at drukne? — Helge, det har du aldrig fortalt mig.“

„Nå, nej,“ han vendte Hovedet bort, „jeg — har måske ikke sagt dig det. Jo, det var en Efterårsaften. Vi havde boet herovre om Sommeren, hos Lodsoldermanden nede ved Fjorden. Fader tog over og blev undersøgt på Sanatoriet, som da lige var blevet bygget, ja, og jeg da med, Lægen i København havde rådet os til det.“

Han var atter standset, foran en Klynge Graner, og stod og så ud over Skoven.

Eva kravlede det sidste Stykke op til ham. Aldrig havde han talt til hende om den Sommer, de havde boet her, og om hin Dødsfare. Hvorfor ikke?

„Helge,“ hun så på ham med dirrende Læber, „hvorfor har du dog aldrig fortalt mig det?“

„Fordi,“ hans Øjne glippede „— å Eva, jeg véd det knap, men om du havde været sådan — i Døden, jeg tror, du forstod det. Desuden Eva, du ved nok —“ han så usikkert på hende, „men nu —“ han nikkede.

Eva åndede kort. Nu tør han tro mig, nu han føler, hvor jeg lytter, at jeg kun vil være ham.

„Eva,“ Helges Hage sank, Jeg var alt død den Gang tilsidst, i Kulden, i Bølgerne, der ramte mig Slag i Slag.