Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/114

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

102

Men Fader holdt os stadig fast over Båden. Han råbte ikke mere, spejdede kun ud over Sejlet, der bovnede som en Fiskebug. Vinden flagrede med hans lange, sorte Skæg, jeg så hans hvide Tænder. Hans Strube gik op og ned. Hans Fingre bed helt ind i Kødet på mig. Jeg havde skreget, ør af Skræk, da Sejlet med Et slog sammen over os og rev os over Ende i et Bulder, og Bølgerne klaskede mig i Nakken. Jeg hvirvledes op og ned igen, til jeg følte Faders Greb og hang over Båden. Dens Fjæl skurede mit Bryst. jeg havde rystet af Kulde, af Rædsel, mens alt virrede for mine Øjne — Fader, Båden, Sejlet. Men nu hang jeg dér, vugget op og ned, med Hænderne klamret i Plankerne, med Faders Arm om Livet og Benene i Bølgerne. Jeg stirrede sammenkrøben over Rælingen og Sejlet, der vædetungt baskede sjældnere og sjældnere op i sine Reb, ud på de vandrende Dønninger. Skummet rejste sig over Båden, jeg fik det i Øjnene, blændende, dukkede og steg igen. Nye Rækker kom, stumme, ud fra Skyerne. Jeg skimtede Skovkysten, nu skjult af Bølgerne, nu fremme igen. En Dønning hævede os så højt, at jeg så et Hus ligge derinde, så dukkede vi under igen. Dybet kogte hult. Huset derinde, Stranden, hvad kom de os ved? her var vi nu i Bølgerne. De og vi var alt. Snart kom den sidste. Jeg vidste, at skønt Fader havde skreget om Hjælp, skønt han holdt mig knuget fast til Fjælene, så mit Bryst skuredes til Blods, han havde sluppet sig ned, om det ikke var for min Skyld. Men hvor kunde jeg leve, når han var død? — Da så jeg Moders Ansigt, det jeg aldrig har kendt, ikke en Gang fra noget Billed, ti jeg opdagede heller