103
ikke siden, hvor Fader gemte det eneste, der fandtes af hende. Mange ensomme Timer ved mit lille Bord, mange vågne Nætter havde jeg søgt og bedt og søgt efter Moders Ansigt. Men aldrig havde dets Smil bøjet sig over mig. Og jeg havde spurgt mig selv og spurgt min Amme, vor Husholderske, Karna Nordenström hed hun, og hun var fra Halland, om det var, fordi jeg havde dræbt hende, at hun aldrig vilde komme. Og Karna havde nikket mange Gange med sit tunge Hoved og mumlet, at det aldrig gik de Børn vel i Livet, som havde dræbt deres Moder ved Fødslen. Å hvor ser jeg hendes broncebrune Ansigt nikke og mumle, som i Skyggen af sit Hjemlands Stenheder og Vandfaldskulde! Hun endte nogle År efter i et af de Vandfald, i Samvittighedsskrupler over sit uægte fødte Barn. — Men nu pludselig, da alt blev så rødt omkring mig, og Bølgernes Toppe blev borte, og Kulden slap mine Ben af sin Skrue, nu så jeg Moders Ansigt. Jeg havde lige hørt en Fugl skrige over mit Hoved og skimtet dens hvide, hvirvlende Vinger — så sad Moders Ansigt i det rosenrøde, stort og rundt og trygt, og ikke vredt, slet, slet ikke vredt! Karna havde ikke haft Ret. Og jeg havde altid set det, og det var mig selv. Og der var ikke Mørke og Træthed og ikke kolde Fødder og Mad, jeg ikke kunde tåle at spise, og ikke Middagsbordet, hvor jeg stum spejdede på Faders Ansigt, og han intet sagde, men sad med Hånden på Dugen og stirrede stift ned for sig, som hverken så eller smagte han. Der var ikke Aftentimer med udgåede Kakkelovne og Medicinlugt og Nætter med Syner fra Krogene, jeg ikke kunde slå fra mig. Der var Fader og Moder og mig, men vi var helt anderledes. Og
