Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/116

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

104

der var Luft og Sol i Stuen, og jeg stolede på Gulvet og Væggene, og Lindens Top var grøn. Og jeg skulde ud på Gaden, til Menneskene og Vognene. Og jeg lo — — Jeg hørte hæse Råb, et Drøn mod vor Båd, mærkede Hænders Greb om mig, brat, helt ind til Hjærtet. Og Faders Stemme: „Min Dreng, nu er du frelst! Anders Plambæk er her!" Og jeg rystede på Hovedet og vendte mig bort. Vær stille, jeg er hos Moder! — Eva, de sagde, det var i sidste Øjeblik, Lodsoldermanden kom. Sidste Øjeblik,“ der listede et Smil gennem Helges Stemme. „Ja, om de var kommet et Øjeblik før, havde de nok reddet mig, men nu — Eva,“ han strøg Huen tilbage med sit Ærme, „jeg havde alt været død, jeg vidste det, hos Moder. Og — ja, jeg vågnede op under Bjælkeloftet med Skibsmodellen og med det røde Løv bag Ruderne — uden Moder. Og siden har jeg aldrig kunnet se hende, så voldsomt jeg end har anspændt mig, aldrig set hint Ansigt igen. Men jeg véd det, at det jeg så hint sidste Øjeblik i Bølgerne, var Moders.“

Han tav og stirrede med løftet Hoved.

De stod så højt, ved Granklyngen, at de så Fjorden svæve som en Tågestribe i de brændende Mile under Himlens Grå. Sanatoriets Tage steg fjærntude i Ilden, uforbrændelige Kister af Sten. Et Blad sejlede forbi deres Øjne ned i Skovdybet.

Eva svimlede med Hånden over Panden.

Fjord og Skov og Himmel, opslugte de deres Barn, den moderløse? og hun — som kun var Mennesket?

„Nå, Eva, skal vi gå?“ den store Mund bævede som under et usynligt Kys.