Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/118

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

106

Fra den grønne Skov vilde hans Moders Åsyn smile til ham, til Vår, å til Vår!

Helge, når du ser i mine Øjne, ser du hende og Våren!

Hun havde erfaret, hvad han hidtil havde dulgt, om hint Øjeblik, han havde været død, i sin Moder, hans kyskeste, ensomste Stund.

Hun åndede kort. Ja, ti kaldte han ikke hende sin Moder? følte han ikke, at som hun vilde hun dø, at finde sit Liv i hans?

Hun smilte. Det aner du lidet, Riborg: da du trådte i vor Stue som den Tredje, jog du mig ind i ham, i mig selv.

Du gav mig se, jeg elsker ham, ikke — „mig selv“.

Og derfor: kom du kun i Aften!

„Her er det jo, Eva,“ Helge åbnede Lågen i Tjørnehegnet, de fulgte.

En Række Graner rejste sig bag Stakittet. De spejledes sort i Husets Ruder, der ulmede fra Skoven histovre.

Vissentgule Aspargestoppe dråbede øde over Mulden. Et skimmeltgrønt Lysthus i Hjørnet, som et tomt Fuglebur.

Eva skottede til den sorte Rude længst borte.

Jo, dér: Ansigtet på Ruden, som en hvid, stivnet Dråbe, Ansigtet fra Skoven hin Nat, med Brandens røde Skær om sig.

Riborgs sindssyge Moders.

Hendes Hånd greb Helge om Armen.