109
„Se kun!“ han gjorde en Bevægelse med den blodige Syl.
Under Loftet svævede Fugle som en sortnende Sky, Vinge ved Vinge. Deres blanke Glasøjne lurede. Næb og Kløer gulnede. Moskuslugt og hentørret Stank viftede fra de spilte Vinger og fra de sort- og gråplettede Buge.
En Hejre spidsede sit Næb fra den mørkeste Krog, dens Ham spøgede grå.
En Isfugl grundede mangefarvet i Karmens røde Skær.
Sneppens Indvoldsstank slog fersk ud i den harske Luft.
Blodet smældede mod Gulvet.
Jagtjunkerens Øjne lyste som Fosfor over Fuglen. De tynde Læber i Mosskægget mimrede — som mishandlede han et levende Dyr og hviskede besværgende Trøst til dets Lidelser.
Han lignede en Skovabe, skummel og vild, med de fumlende Fingre, med de gale, sørgmodige Øjne.
Og Riborg —.
Ret op og ned stod hun, med de hvide Hænder foldet foran Silkeskødet, og så mod Gulvet, dumpt, med Panden hullet og furet som i Krampe.
Skovens Skær svævede ind over Stuen, som Glansen af en Brand langt, langt borte.
Alle Fuglene under Loftet svævede i Skæret, hastige og tavse, ud mod Branden, efter Lig.
Å, Eva jog sammen — Hundens Snude isnede atter hendes Hånd. Det stumme Dyr med de spejdende Øjne, kunde den ikke en Gang gø?
