Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/123

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

111

Mos og Pinde. Og som hun lugtede, en Stank af Dyreskam og Blod!

„Men,“ den Gale standsede, i et Sæt, Pupillen stivnede i en druknende Prik, „men — det Ansigt, hvad vil det her?“

Hun slog Hænderne skrigende sammen, hun hoppede op fra Gulvet, så Kludene faldt af hendes nøgne Fødder. Dødningeansigtet sprang i Gråd, som brast Tårer af de smudsige Furer. Munden krængede sig tandløs, et Hul af Sort.

„Å det Ansigt! å det Ansigt! det kom herind en Gang og — Gå! Gå! Det er jo mit Ansigt, igen. Du har fundet det! Løb! Løb! De vil igen tage det! Ser du det ikke! Sylen derhenne vil skære det op, han vil se, hvad der er inden i — som han skar det op før! Skoven! Skoven!“

Hun slog Hænderne for Ansigtet, glammende op i lungeløse Hyl.

Jagtjunkeren rejste sig, høj, så hans Hår stødte til Fuglene, der tog til at vugge, stødende til hverandre, gyngende i en Hvirveldans.

„Barbara, kom nu, kom,“ hans blodige, gulbrune Hånd greb om hendes slatne, lighvide, „Barbara.“

Den Gale så hastig op og hendes fri Hånd prøvede forsigtig at nå op til hans Pande.

Han bøjede den ned mod hende, og Hånden famlede hen over den. Hans blå Øjne lyste stive, næsten hvide, som Fuglens før

„Stakkels, stakkels Wolff, jeg kunde, kunde ikke blive hos dig! Uf! se det brænder, det brænder! Det brænder