Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/124

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

112

mig op! Nej, Wolff, nej, jeg kan ikke være i Ilden! Å slip mig, å nu må du slippe mig!“

Hulkende krøb hun ind i hans Arme og lod sig halvt bære, halvt slæbe ud over Tærsklen, med virrende Hoved.

I et Glimt sås et nøgent Rum med uredt Seng, en Grangren sømmet på den skimlede Væg, et Klapbord med en Kop på — og det røde Skær.

Så faldt Døren til efter de to Ægtefæller.

Eva mødte Helges Øjne. De stirrede blødende på hende.

Hun klemte Hænderne sammen.

Du har fundet mit Ansigt! Du har fundet det!“

Helge! Helge!

Det sortnede om hende.

Hun syntes, alle Fuglene foer ned om hende, med Næb, med Kløer, skrigende, flaxende, huggende efter hendes Øjne.

Blev hun også gal, allerede?

„Å Skoven!“ hun slog Hænderne for Ansigtet.

Hun mærkede Helges kolde Hånd på sin Pande og så ind i hans Ansigt.

Så ømt, så medynksomt.

„Helge,“ hun klemte Hænderne om hans.

Lynsnart fangede hun Riborgs Øjne.

De stirrede på dem, udvidede, hvidnende. Hænderne foran Silkeskødet var fast klemt sammen, Skuldrene og Ryggen sænkede, som skulde hun springe løs — eller falde i Krampe.

Riborg, hun elskede ham!