115
„Véd — Ih, dér kommer han jo vandrende med Søren Jæmbæk!“
Eva fløj hen til Køkkenbordet. Glob, hun havde ønsket og — frygtet at se —
På Stien fra Kongevejen kom to Mænd gående, ud fra den skumrende Skyhimmel.
Søren Jæmbæk, Godsforvalteren, støt og tung, med sin Pibe og Stav, grundende under sin Hue.
Og, ved Siden af, en lang, bøjet Mand, trippende i Småløb, i en slubrende Kavaj, med Brilleglas under Kasketskyggen. En mager Hals ragede gribbenøgen frem, spejdende, i Kast, til højre og venstre. Hans Stok slæbte i Plovfurene.
„Jamen hvor kan du vide, at det er Erasmus Glob?“
„Nå, det kan een vel nok tænke!“ knurrede Øllegård og tørrede videre på sit Fad. „Såen at komme selvbudt, det er vel osse Skik i de her Skove.“
Eva smilte. Hvert Ansigt, der så på hende, vakte Øllegårds Nid. Hvor megen Sorg havde ikke Kærlighed voldt hende!
At elske som hun og Ellen Tave —. Som Erasmus Glob, det lærte hun aldrig.
Det kunde kun Mænd, hvem Verden var større end Hjemmet.
— „God Aften,“ hun mødte de to Gæster ude på Stentrappen.
„God Aften, Frue,“ Søren Jæmbæk løftede Huen fra det stride, sorte Hår, uden at et Træk i hans brune Ansigt rørte sig. „Ja, Godsejeren kom i Aften, og så —. Det er Godsejer, Kandidat Glob og Fru Eva Kolind.“
