116
Han plantede Stokken i jorden, sugende dybt af Piben. Det lange, røde Skæg viftede i Aftenblæsten.
„Ja, Fruen må undskylde,“ Globs små, sorte Øjne tindrede bag Brillerne, den lange Hage skød sig mimrende ud, „men når man kun er hjemme én Aften hvert År, blir det trist at sidde ene. Og da nu Jæmbæk fortalte mig, det var et ungt Kunstnerpar, tænkte jeg, det gik nok an at komme selvbudt.“
„Å jeg ber dog, velkommen!“ Eva nejede.
Var det Retfærdighedens Ahasverus? skarp som en Ragekniv i Ansigt og Mæle, i lang, slubrende Kavaj, med Øjne som Myg, evig på Jagt —
Inde i Stuen hørte hun Stemmer.
Taves var kommen, ad Skovstien. Og Doktor Hildings Røst, varlig, prøvende.
Så mange, ensomme Skumringstimer åndede af den dæmpede Klang.
Men Taves, hør hvor den skar op, skinger og slidt. Gulvet skreg under urolige Trin.
Hun så hen på Erasmus Glob, der hængte sin Kasket op på Knagen.
Havde hans Sind, omend aldrig hans Fødder fundet Hvile hos hin Anden, den fjærne Slægtning, som Testamentet forbigik og drev ud i Landflygtighed, og som han nu på tyvende Ar søgte jorden over?
Hun havde jo også i Aften set Lampen blinke gennem Poppelstammerne og det visne Løv.
Flakkede kun de usalige, som ingen „Anden“ søgte?
Det trak vådt ind om hende.
