Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/130

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

118

Hun så hastig hen på Helge

Han talte med Hilding, men hans små, sorte Øjne stod stift mod Riborg.

Gaves der dog dem, der aldrig fandt Fred i den Anden, i Livet, men først i Smerten, i Døden?

Øllegård tittede ind bag Portièren. De dunbrynte Øjne strejfede Glob og bed sig så ind i Riborg.

Eva rystede på Hovedet. Ak ikke som du vejrer, Øllegård! Hvor kan du ane, du min gamle Amme, en Elskov, som vil Døden?

Eva drog Portieren bort.

Det dækkede Bords Lintøj, Krystal og Sølv fra Strand tindrede festligt blankt fra Spejlet.

Helge, se dit Hjem i sin Fest!

Og husk Stuen derhenne, i Smuds, i Stank, i Sorg.

Hvad vælger du? —

— „Mit Billede, til Lykke! Hvor kan De sige det? Jeg, som kun bad til, jeg måtte få det tilbage! Som ikke har haft et Øjebliks Ro, siden jeg sendte det ind. Å, at de Mennesker dog ikke kunde se det! Hun betød det jo, „Lots Hustru“: den, som ikke glemte de Andre!“

„De Andre, hm,“ Niels Hilding glattede over Armstolens Læn, „hvem mener De egentlig, Simon Tave?“

„Hvem?“ Tave standsede sin løbende Gang, tilbagebøjet i sin lange, sorte Frakke. „Ja sig mig det, Doktor! Om jeg kendte dem og kunde gå til dem og —“

„Og hvad?“

„Og dø for dem,“ mumlede han. Han stod med Hånden over Øjnene, som Lots Hustru på sit sejrende Billed.

Hilding rystede svagt på Hovedet. Hans Øjne søgte