Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/135

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

123

Det stod trygt og gav hende og Helge og ham selv Læ i den vildene Skov.

„„Sorg er Synd“ citerede De, Fru Eva — efter Geijers Brev til Atterbom —,“ Hilding løftede Hovedet, hans blide Stemme sitrede svagt. „Men kun, hvor Sorg er Død for os selv og andre. Ti er ikke også Sorgen vor — ja, vor Ret og vor Pligt fra Livet eller Gud. Hvor kan vi da vise den fra vort Hjærte? Så viste vi jo Livet fra det. Levede ikke, hvad vort er. Og det er vel den egentlige, eneste Synd?“

Hans Øjne gled stille rundt i Kresen; så sænkede han dem og legede med Lorgnetten.

„Sorrig og Glæde de vandre tilhobe — Lykke, Ulykke de gange på Rad,“ nynnede Hannibal Gorm og vuggede sit Hoved, „ja, først da fik vi Livet,“ hans bruntfarvede Hånd gned om den skægstride Hage.

Alle tav, og i den dybe Stilhed hørtes Løvets Hvisken om Huset — Trin og Stemmer fra den vildene Skov, der brændte nu i Høst, for at grønnes til Vår.

Den eneste Synd, den begik de to, for hvem Sorgen var Glemsel og Død, de to, som skød Livets Sorrig og Glæde fra sig for Selvets absolute Frihed, fri endog for sig selv.

I sin Glæde dræbte Moder Fader, i sin Sorg Crum sin Anden.

Men hun havde lært af Skoven at finde både Sorgen og Glæden i ham, hendes Liv!

Døren knirkede, Øllegårds Ansigt stak ind:

„Her er els' Bladet. Skolelærer Klemmensen havde det med fra Byen. Og så et Brev til Assistent Gorm.“

„Til mig?“ Gorm så forundret op.