Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/137

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

125

han rakte de udspilte Hænder op, „Jeg, Hittebarnet, der dræbte, fra min Undfangelse min Moders Sjæl, fra min Fødsel hendes Legeme! mig, rige Mennesker tog fra Asylet, mig ene, da de andre lodes tilbage! Jeg sov under silkestukne Tæpper, i lune Rum, jeg mættedes og kærtegnedes, mens de sov på Bænke og frøs. Jeg lærte vel og spiste vel, mens de som Mælkedrenge åndede sig Tæring til på trækisnende Trappegange eller sløvedes i Fabrikers Hjullarm —. De, der blev tilbage, jeg mødte dem en Dag i en af dem, en Kammerat fra den nøgne Stue, fra Brixen og Stokkens Tugt. Jeg kørte i Karet til Banegården mellem mine Plejeforældre. Jeg skulde på Rejse i Europa. Ham trak en Politibetjent langs Murene til Ris på Rådstuen. Han havde sultet, han havde frosset, han havde stjålet af Købmandens Skuffe. Vore Øjne mødtes. Han kendte mig. Jeg skælvede. Han skar Ansigter og rystede sin Næve. I hans Øjne, i hans Næve så jeg dem, jeg blev foretrukken for, dem, der blev tilbage. De Øjne, den Næve forfulgte mig om Nætterne, lige til jeg blev voxen. Men da havde mit Jeg næret sig så vel af gode Gaver, at det blev stærkt nok til at glemme. Da så jeg med Et gennem mit eget Jeg, at ikke Tilfældet, men Gud udvalgte. Just min Lykke og min Kval skulde lære Menneskene at se Gud. Jeg skulde skænke tilbage i min Kunst, hvad jeg uforskyldt fik. Ja, i Jegets højeste Selvnydelse, i Kunsten, slap jeg fra de andre — i de andres Navn! I Kunstens Spejlkabinet forjog jeg hine Øjne og hin Næve med mit mangfoldiggjorde Jeg. Å, lyksalige År, da jeg kun så mit eget Jeg, hvorhen jeg så! Å eneste Lykke, at gemme de andre bag sit Jeg! — Til