Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/138

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

126

Spejlene brast en Dag, og jeg så dem derude, frysende, sultne, forbryderiske, ikke mættede ved et Penselsstrøg, ikke trøstede ved en Nuance. Og nye så jeg, nye andre. De andre Kunstnere, mine nye Brødre, hvis Billeder ikke kom til Udstillingen, fordi mine tog Pladsen, ikke belønnedes, fordi mine tog Prisen, ikke blev købte, fordi mine købtes. I mit Spejls Stumper så jeg mig selv, den mangedoblede Morder. Ikke Gud, ikke Tilfældet, nej min egen Vilje kårede mig. Jeg puffede mig frem i forreste Række den Morgen, de fornemme Fremmede kom på Besøg og gik Runde med Inspektøren for at se på en Dreng — for jeg, jeg vilde være Drengen! Derfor måtte jeg nu have første Ret, for at dølge hin Uret. Og jeg tog de andres. Fra mit første Fjed har jeg trådt Mennesker ned, nu trådte jeg ét ihjel! Nu kan jeg ikke mer! Træd nu mig ned! Tag jer Plads!“

Han brast bagover i Hofter og Knæ. Helge fangede ham i sine Arme.

Ellen udstødte et Skrig og sank ned ved hans Side. Hun vovede ikke at røre selv hans bevidstløse Hånd.

Eva trykkede sin skælvende Mund mod hendes. Se mig, se ikke ham, Døden!

„Oluf! Oluf!“ hviskede Ellen, hendes Øjne stivnede fjærnt.

Oluf, Barnet — hun tænkte ikke på sig selv, ja ikke på sin Husbond, men på Barnet, kun på Barnet.

Livet, Almoder, tænker du kun på dig selv, eller tænker du kun på dine Børn?

Eva vendte Hovedet.

Riborg stod henne ved Portiéren, ene ledig blandt dem