Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/140

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

128

Eva stod med Hænderne fulde af Kaffekopper og Cigarbægre, i Færd med at rydde op efter Gæsterne.

„Fru Eva,“ han blev stående mod Dørstolpen, „min Hustru er død.“

„Død!“ Eva slap hastigt Kopper og Bægre fra sig, ned på Bordet, „død!“

De stirrede på hinanden, stumme, i Lampelyset. Det uordentlige Værelse, Løvets Hvisken og den svage Rullen af Kalesjen ad Landevejen.

„Død — å Gorm,“ Evas Hænder famlede, „men — hun var jo død for Dem, for længe siden.“

„Død?“ han stirrede på hende, askegrå under det grå Hår. „Nej! Nej! hun levede jo netop! Og — derfor levede jeg — jeg, som døde for hende. Og nu, nu,“ Brevet raslede i hans Hånd, „her har hun skrevet det: hun døde den Dag — jeg gav hende Livet.“

„Gorm —“ Eva hviskede.

„Ja, her står det, skrevet i hendes sidste Timer: „Jeg døde den Dag, jeg gik fra dig — til Livet. Du mente, du gav mig Livet, men du tog det. Gennem Årene, de tretten År herude, så jeg det: „Din, din var jeg! Dig, dig var jeg givet! Hvorfor forsvarede du mig ikke?“ Og jeg —“ Gorm brast pludselig forover, hans Stemme lallede, „Den Dag hun gik, de År, de Aftener deroppe —! Jeg trøstede mig: du handlede ret, du frelste hende — og dig selv, din Kærlighed. Du døde, men hun lever; og derfor er du ikke død. Og nu —! Hun, ene hos ham, derude — og jeg, ene i min Stol i vort — fælles Hjem! Nu, nu ser jeg det: hvorfor jeg ikke forsvarede hende!