133
Moderen udstødte et kvalt Skrig.
Den syge lænede sig i et Gisp mod Rækværket. Øjnene gulnede. Læberne dråbede rødt.
Jagtmands Fingre famlede, rede til at snappe hende.
Men stift rejste hun sig, skrigende op, med løftede Øjenbryn og bratte Gebærder, i Latter.
„Men Gud, Mo'r, er du ikke kommet fra Borde endnu? Ih, hvor stort Sanatoriet dog er! Jeg håber da, at De har et Værelse til mig mod Fjorden? Gud, jeg vilde ikke kunne holde ud at se på de Skove! Men havde jeg vidst, det var så langt fra Byen, over en Times Sejlads, det siger jeg, jeg var aldrig gået ind på at tage herover! skønt, hvilken By! sikke Gader! og sikke Damer!“
„Ja, Frøken Hein,“ Jagtmand skrabede ud, ”havde vi ikke til vor Lykke herude på Sanatoriet vore Damer, vore Kurgæster, hvor skulde vi så holde det ud? Specielt en sådan stakkels landflygtig Københavner som jeg?“
„Ih, er De Københavner?“
Frøken Sara Hein raslede ind ad Broen ved Siden af Jagtmand, hvis Skeletben svansede ved Siden af hende, yderst, holdende hende langs Rækværket.
Han vendte sit Kranium med Ormeøjnene mod de to betressede Sanatorietjenere og løftede Fingeren.
„Hans og Michael, byd Damerne Plads på Passagértroljen.“
De to gamle krøb hvæsende op i Kurvestolene på Troljen.
Jærnhjulene kværnede af Sted efter Inspektøren og Frøken Hein.
Eva, Helge og Riborg fulgte bagefter.
