Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/146

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

134

De to himmelblå Pukler svævede som Balloner. Frøken Heins Latter skar op. De to gamle hikstede og harkede.

Og Broen gungrede hult. Det blodrøde Vand dernede slikkede op i travle Tunger.

Sanatoriet steg, højt og svært, bredende sig til Rette over Skovene, som på et bloddrivende Leje.

Helges Trin durede i Broen, fortroligt.

Stum, med sit hvide Ansigt under den sorte Hue, det sorte Hår, gled Riborg langs Rækværket.

„Men — De har jo Malerkassen med, og Tegnemappe!“ udbrød Eva, hun så Kassen gynge frem ved Riborgs Hofte, „De kan da umuligt få malet noget Landskab i det Døgn!“

„Jeg skal ikke male Landskaber,“ Riborg så ikke på hende.

„Hvad skal De da male?“

„Jeg vil tegne dem deroppe. Det er derfor, jeg er kommet herover.“

Hun så op mod Sanatoriet, der gabede, Hul ved Hul af Vinduer.

„De — de syge?“

„Frue,“ Inspektørens vidtskilte Tænder hvislede mod hende — de var nået ind til Strandbredden og stod i det tangfyldte Sand — „et Ord i Tide: Vi har ingen syge her, kun Kurgæster! Syg — tys! nævn aldrig det Ord!“

Han blinkede betegnende hen mod Frøken Hein, der med snappende Bryst løsnede sit Slør fra Kåben, idet hun med en Grimase stødte Moderens hjælpende Hånd til Side.