136
„Denne Vej, mine Herskaber, denne Vej!“
— — — — — — —
„Helge, den Luft her i Sanatoriet, så den isner i Blodet!“
Eva stod og trak sin Jaket af i Værelset, hun og Helge havde fået anvist, med Vinduerne åbne mod Skoven.
„Ja, den Luft,“ han smilte, „den kan man ånde. Alle Ruder står åbne for den, Dag og Nat, Sommer som Vinter. Den Luft, Eva,“ han gik hen til Ruden, „vænner én til Æteren.“
Ekkoet spøgede gennem Bygningen.
Døre gik op og i, ovenpå og nedenunder, Trin ad Trapperne, skingrende Stemmer og Latter, hid og did, som lo Sara Hein gennem alle Kamre.
Hans bøjede Ryg, og Skoven, stum og blodig.
Evas Læber skælvede.
„Helge! Vi må ikke kalde dem Syge, og hør, hvor de ler! Er det, fordi de véd, de alle skal dø?“
„Alle?“ Helge rystede på Hovedet, „ikke alle, men —“
Men han, skulde han da?
Å Snak, han var her jo ikke som — Kurgæst.
„Du undrer dig over, de ler? Men husk, her er vi jo i Æteren, over Jordens Bekymringer og Besvær! Eller — lige på Grænsen af Æteren,“ hans Stemme strøg bort i et Smil.
Eva var gledet ned på Sofaen.
Hun så ud i det høje Rum med de to hvidlakerede Senge, med de gibshvide Lofter, med det elektriske Lys' Perle.
