Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/149

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

137

„Kan de Vinduer da slet ikke komme i?“ hun gøs sammen, i Kulde.

Han trak det ene Vindue til. Det standsede, for tykt, i Karmen.

„Men så kan jo også Sneen nå jer?“

„Ja, Sneen kan nå os, Eva. Jeg er vågnet Vintermorgener, halvt begravet i Sne og med Gulvet føget hvidt. Alle Ruder står åbne for Sneen —. En af Faders Venner skrev til ham fra Davos: „Alt her bærer Sneens Hvidhed, kun vore Hjærter vil ikke vænne sig til Dødslinet —“

„Værsåartig, mine Herskaber!“ Jagtmands Kno hamrede mod den åbne Dør. „Menu! Menu!“ han stak Hovedet ind. „Herskaberne drikker nok en Flaske Rødvin? Værsåartig!“

„Tak.“

De gik ud i Vestibulen.

Henne i Galleriet flokkedes Liggestolene, kurvegule, med grønne og røde Tæpper. Efterårshimlen stod fjærn og skyhvid i Stenbuerne.

„Se en Gang, Eva.“

De trådte mellem Kurvestolene ud i Galleriet.

Skyerne skinnede over de lyngrøde Skove. Fjorden blånede. Næssets forblæste Træer som bitte Palmer i Horizonten.

„Sommerdage,“ nikkede Helge, „drømte vi, i vore Liggestole, at svæve ud fra Galleriet og synke og svinde som Fnug i Fjordblået, dér hvor Solen legede gyldnest. Men — så let slipper ingen Kødet.“

Han pegede på de blå Glaskummer, hvis Genskær spil-