Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/150

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

138

lede over de kalkede Piller. Gule Slimklumper fligede sig som Gopler i Vandet.

Evas Mund kvalmede.

Det vide Himmelrum derude, den sollegende Fjord, de duftende Purpurskove — sank de med hine Lungeklumper i de små Kummer?

„Men Vinteraftener heroppe, eller i Liggehallerne dernede,“ han pegede ned, hvor to halvmåneformede Fløje trak sig ud til hver Side fra Indgangstrappen, hvis nederste Trin sås i Gruset som en Kiste, foran Plænens gustne Rosenbede, „når vi lå i de elektriske Lampers Skær, hyllet i Pelse og med Vanter på, da måtte snart en, snart en anden af os rejse sig på Albuen for at stirre ud i Mørket. Vi lå i det hvide Lys som i en Klokke, og hvor hvide var vi ikke i det! Men derude, blot bag Foden af vort Leje — —. En Gnist af en Skibslanterne, Fyrets Vink fjærntude … Et Par visne Blades Hvisken forbi. Vi stirrede i Mørket.“

Evas Hånd lå på hans Arm, hun lukkede Øjnene.

De gule Klumper dér i Kummerne —

„Helge,“ Hånden klemte om hans Arm, „vel, hun må ikke tegne dem?“

„Tegne, hvem?“ Helge så spørgende på hende.

„Å hun — hende! Hun er kommen for at tegne dem.“

„Snak,“ Helge rynkede sky Brynene, „man tegner da ikke de Syge."

„Nej, nej vel ?“ Hun åndede op.

Han gav hende Ret!

Han var selv en Gang en af dem —

Tegne dem, som stirrede i Mørket — —