139
„Men vi må jo ned!“ Helge gik hurtigt hen mod den brede Stentrappe.
— De standsede brat, på nederste Terrasse, ved Araucarierne.
I Solskinnet gennem Forhallens åbne Portal lå Frøken Sara Hein henslængt i en Kurvestol, i sin Pels, med den ene Fod vippende i Silkeskørtets Kniplingsbrus, med Hænderne om den røde Bog.
Og ligeoverfor, med Ryggen mod Skoven og Fjorden, sad Riborg, stum, sort, bøjet over sin Tegnemappe i Skødet.
Solen skinnede gennem Frøken Heins lilla Kjole, løste den op som en Os om hendes knokkeltynde Lemmer. Ansigtet sov spidst i Hårets sorte Hætte.
De høje Glasdøre ind til Salen bagved strålede i Solen, som funklede gennem den elektriske Lysekrone.
Skær af Sol og Glas flimrede over Flisegulvet, men Riborgs Skygge krøb sammen, krum og sort.
„Helge!“ Eva snappede efter Vejret.
Helge gik brat et Trin ned.
I det samme vendte Riborg sit Ansigt op mod ham, skyggesort, med de glasklare Øjne.
Han standsede i et Sæt.
Frøken Sara løftede Hovedet.
„Å, Hr. Kolind,“ hun viftede med Fingrene, „Deres Veninde tegner mig! Hvor morsomt at sidde for Kunstner her! Det er jo helt hjemligt! Jeg er bleven malet mange Gange. Min exotiske Skønhed har ofte prydet Forårsudstillingerne!“
Hun lo hostende. Hænderne greb til Pelsbrystet.
