140
Riborgs Blyant strøg langsomt videre over Papiret.
Det Papir, Helge var kommet hjem med den Aften —: Nu skal her ordentlig tegnes — —
Gongonen drønede ind fra Portalen, kastende sine Lydskjolde op under de snehvælvede Lofter, rullende Skjold på Skjold bort gennem Gangene.
„Menu, Frøken Hein, Menu!“
Jagtmand bøjede sig med udspilte Fingre over Saras Kurvestol.
Tunge Trin slæbte over Fliserne.
„Helge Kolind, nej dog, velkommen!“
En mager, foroverbøjet Herre med blå Briller og gråstribet Skæg klemte Helges Hånd i sin.
Helge smilte, lidt usikker, forlegen. Hans Øjne søgte Evas.
„Overlæge Højen, og min Hustru.“
„Hustru — ih se! ja, ja,“ de blå Briller famlede mod hende, den årede Hånd klemte hendes.
Hun gøs, som for et Tryk af den klæge Muld.
„En dog, én dog, jeg reddede — for en Anden.“
Brillerne gik fra Helge til Eva.
Og med Et fangede Eva Øjnene derinde, spejlbrune, som med et Glimt af hvide Ansigter, Ansigt bag Ansigt, Doktor Højens „Gæster“ gennem tretten År.
Den Mand slæbte hver død med sig på sin krumme Ryg.
„Endelig en Gang,“ hans Hånd rettede rystende ved Brillerne, „ingen Anden kunde handlet rigtigere, men — så de Andre — —“
Han løftede det furede Ansigt.
