Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/153

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

141

Døre reves op og sloges i gennem Gangene, Latter og Stemmer kvidrede, Trin knirkede, Kjoler raslede. Elevatoren brummede fra Etagerne.

Lyde myldrede ud fra Murene som Orme fra et Træstød.

„Måske, måske dog en Anden kunde!“ han holdt Hænderne op om Tindingerne. „— Men værsågod, kom nu ind og spis.“

Han satte sig i Gang, haltende, som i Flugt.

Og hør: alle de Trin, alle de Stemmer hvislede dér bagved ham, bagefter ham, som Bladene efter Simon Taves Vogn derhjemme: Jeg! Jeg! Jeg!

Men Eva klemte om Helges Hånd. Hendes havde han frelst!

Idet de gik forbi Konsultationsstuens hvide Dør, slog Karbollugten ud i den kolde Luft, som en Syre.

Eva så tilbage.

Ude i Forhallen og ned ad Trapperne vrimlede Kurgæsterne, Damer og Herrer, leende, snakkende, fægtende med Hænder og Lommetørklæder, klyngevis eller én for én, hilsende og smilende.

Skovens blodrøde Skær svævede over Hallen, over lyse Kjoler og sorte Frakker.

Solen var skjult bag Skyer.

Gennem Konversationsstuen med Flyglet, hyllet i Grønt for de åbne Vinduer, med Fløjlssofaer og Lænestole i sorgløst Selskab om Mahognibordene med Bøger, Tidsskrifter og Vaser, nåede de ind i Spisesalen.

De hvide Sommergardiner svævede endnu som luftige Skyer om de høje Buevinduer. De tre lange, dækkede Borde strålede.