142
I Fald af Blod flød Løvet udenfor Ruderne, spejlet i Glas og Krystal, i Lysekronernes isnende Prismer og de slebne Vægspejle, der stirrede mod de tre Vinduer som mod blodige Medvidere.
Den fortærende Duft af Løv stod over Damp af Steg og Vin, over Dugenes klamme Lugt.
Bølgernes fjærne Hvisken lød gennem Løvets Falden.
Så bruste Selskabet ind om Bordene.
Snakken kogte hen under Lofterne. Øjne glimrede, Hænder løftedes. Rødvin blussede i Glassene, som hævedes tunge Rosenkæder.
De hvidkappede Piger løftede Fadene, højt over de travle Hoveder og skød dem ind mellem samtalende Par.
For de tre Bordfløje sad Overlægen, Andenlæge, Doktor Ejlersen, og Jagtmand.
Inspektøren ved det Bord, hvor Eva, Riborg og Helge havde deres Plads.
Frøken Hein sad længere nede ved samme Bord med sin Moder.
Hun lo og gestikulerede med den tynde, halvtblottede Arm med det dinglende Armbånd.
Hendes Kavaller bøjede smilende sit skægløse Ansigt frem. Den hvide Skilning i hans jødeblå Hår skinnede.
Længst nede for den anden Bordende rokkede de to Gamle i lysegule Silkekjoler og lilla Hansker.
Evas Øjne gled rundt over alle de leende Ansigter, unge og gamle, Mænd og Kvinder og Børn.
Ja Børn —.
To Drenge, rødhårede, hvidøjede, fniste op i Ansigtet på deres Naboer. Krykkerne stak op bag deres Stole, som Kæpheste.
