Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/155

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

143

Men en lille Pige, hvidklædt, hulkindet, stirrede tavst ud for sig under det svære, høtørre Hår — som Helge en Gang, et alvorligt vidende Barn.

Å, dér, og dér også: et alvorligt Ansigt —

Eva så dem efterhånden, i et Lettelsens Suk, som var der dog Håb.

Håb i disse sørgende Ansigter? Håb i Sorgen?

Ja, i Sandheden!

Helge, som disse har du siddet!

O sande, hellige Sorg!

Eva svimlede, som før på Damperen, men nu over dette Dyb af spillende, leende Øjne, af råbende Munde, af funklende Smykker og glimrende Krystal.

Dér ovre sad en Mand, en halvhundredårig, stille og sammenkrøben.

Hans lille, gule Ansigt stirrede ud fra det gråsprængte Hår og Skæg. De tykke Bryn sad ubevægelige over de brunsorte Øjne. Han rørte knap ved Fadene.

„Hvem er han?“ Eva bøjede sig hen mod Jagtmand.

„En Købmand fra Ribe. Strubetæring,“ Jagtmand så op fra sin Tallerken og spiste ilsomt.

„Og hun dernede?“

Eva nikkede svagt ned ad Bordet, mod en purung Pige, der ustandseligt stregede med Gaflen i Dugen, stregede og slettede. Det brune Hår svulmede om hendes brændende røde Ansigt. De tørre Læber snappede og snappede.

„Frøken Lagerström. Hun er helt oppe fra Dalarne. Eneste Barn. Faderen Brugspatron. Højen har pustet