144
hendes ene Lunge sammen i Dag, ikke større end en knyttet Barnehånd.“
Evas Øjne hang ved hende.
„Kan hun leve?“ hviskede hun.
Jagtmand gjorde en hastig Skuldertrækning:
„Meget angrebet.“
„Spiser De og Lægerne altid hernede, og aldrig hjemme?“
„Ja-a,“ Jagtmand slog ud med Kniven, „jeg skal sige Fruen,“ hans Stemme sank, det gule i Øjnene lyste, „vi lurer.“
„Lurer?“ Eva stirrede på ham.
„Ja, på om de spiser noget! Min Kompliment, Frue, De har gode Øjne! De har strax set ud de to her ved Bordet, der spiser mindst. Ja, og dér ser De forresten en til: den nye Frøken, den livlige Dame dernede. Og Kavalleren med.“
„Hvem er han?“
„Gerson, Jøde, er her for tredje Gang.“
„Tredje Gang?“
„Jaha, mange af vore Gæster kommer tilbage tre Gange.“
„Tre Gange?“
„Ja — og sjælden mer.“
Kommer igen —.
Eva så på Helge.
Rolig, foroverbøjet sad han uden at røre sin Mad. De sortbrune Øjne gled langsomt fra Ansigt til Ansigt, prøvende, slippende, glidende videre.
Eva huskede pludselig sine Køreture med Fader, fra
