Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/157

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

145

Strand indtil Fredericia og tilbage igen, når hun, træt af det åbne Landskab med Skove og Bakker, med Fjordstrimen, Kirker og Havet længst ude, og af den bestandige Blæst, fyldtes af Vemod, over Stuerne derhjemme, over Fader og Moder, og begyndte med Øjnene at følge Landevejstræerne, der gled forbi. Træ efter Træ, i Støvet og Grøften:

„Du kan komme dig, du kan ikke. Men du kan, og du. Men du ikke.“

Træerne gled og gled, forkrøblede af den evindelige Blæst ude fra Havet og Fjorden ved Rind, dér hvor Bankerne gabede i et åbent Svælg helt ud mod Himlen, mens Skovene skyllede op over Land, ind mod Fredericia.

„Du kan komme dig, og du. Men, å du ikke!“

Som det havde blødt i hendes Hjærte, når hun måtte hviske: „Du ikke,“ til et håbløst visnende Træ, halmvundet og tjæresmurt i sit Træstativ, men død i Kronen!

Å, hun kendte jo Træernes Væxt og Liv fra lille, hun, som havde færdedes imellem dem, Dag efter Dag, ene eller med Moder, løbende som de i Længsel udad Vejen, bort fra Strand, fra Farfader og Sivene!

Helge, dømte han nu således sin Barndoms Træer, kyndig som hun:

„Du kan komme dig, du også. Men du, å du ikke!“

Men han, Gartneren selv?

„Hr. Jagtmand, Inspektør!“ skreg Frøken Hein, bøjet frem forbi alle de snakkende Ansigter, „Hr. In-spek-tør!“ hun klappede i Hænderne.

„Ja, ja, min Frøken?“ hans Dødningeansigt slog affable Revner af Smil, han vinkede med Fingeren.