Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/158

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

146

„Grosserer Gerson her, han har det som vi: København, København! sukker han.“

„Ja, det tror Pokker! han er ikke mindre end to Gange stukket fra os!“ Jagtmands Tandbrikker grinte under det tynde Skæg.

Tre Gange kommer de igen —

„Se nu, vil De se, den små Frøken Lagerström vil ikke have mere Postej! Det skal blive meldt til Højen,“ hviskede han.

Eva så derned.

Den unge Piges Hånd famlede mod hendes Hals; hun gjorde en gylpende Bevægelse, som skulde hun kaste op. Hun skød hæftigt Tallerknen fra sig.

Men hastigt, som mærkede hun Inspektørens lurende Øjne, dækkede hun Resten af Hønsepostejen til med Kniv og Gaffel.

Hun drejede Hovedet i en Grimase om til Siden, trak let på de magre Skuldre og sank sammen med Hænderne i Skødet.

„Og så er det hele arrangeret som et muntert Middagsselskab,“ hviskede Eva, hun knugede Servietten.

„Som et ­— —? Det er et muntert Selskab, min Frue! Og hvorfor ikke?“ Inspektørens Bryn gik til Vejrs over den skallede Pande.

„Se på deres Rygge,“ mumlede Riborg.

Hun sad foroverludet, med bægge Arme kryssede under Brystet.

Eva så hastig på hende. Hun havde glemt hende, glemt sit eget her indfor alle disse Ansigter.

„Deres Rygge?“