Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/159

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

147

„Min Kompliment, Frøken, De har også Øjne!“ Jagtmand løftede Glasset, han plirrede fortroligt, „De er ikke Kunstner for ingenting.“

Riborg rørte sig ikke. Hendes Øjne sugede Ansigt efter Ansigt ind under Fanden, der sad som Hul i Hul. Underlæben var trukket ind under Tænderne, som drak hun sig selv. Men de lange, hvide Hænder krøb af Iver om hendes Albuer.

Hendes sorte Silkekjole skumrede ensomt mellem Kurgæsternes hvide, gule og blå.

„Ak Jomfru Sorg i Silkeskrud —“

Hun —. Evas Læber skælvede.

Hvad Ret havde hun til Sorgen? Hun, som var ung og rask, hun, som skulde komme her for første Gang, og aldrig siden!

Se, de lo, de blivende, mens hun —

Ja, hun var kommen for at tage Hævn, for at tegne dem, at det skyldfri Liv derude bag disse Mure og disse blødende Skove skulde se dem, dem, der blev tilbage — og stivne som Lots Hustru, som Simon Tave.

Å Helge, å Simon Tave!

Å vanhellige Sorg!

Ja, deres Rygge under Silkebluserne, Kniplingstørklæderne og Diplomatfrakkerne, hule som Dejtrug. Som de marvløse Træer derhjemme ved Strand Landevej. Sunkne som Grave mellem Skulderbladenes Fjæl.

„I ranke Rygge, der kan knejse og bære Byrder, se Eders Brødre og Søstre! de skabtes dog som I! Ja vend jer kun fra os! hvorhen I vender jer, skal I se os!

Jeg er Hævnens Hånd!