Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/161

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

149

Servietten for Munden, som en Ligdug på det blå Ansigt.

Eva så uvilkårlig hen på Overlægen.

Han sad, krumrygget, med Hænderne foldet foran Fadene, gemt bag sine blå Briller og sit Skæg, som hørte, som så han ikke.

Men i hans Øjne, derinde bag de mørke Glas, sejlede stedse den samme Række hvide Ansigter hen, et uendeligt, lydløst Tog: Alle de, som havde siddet her ved disse Borde, leget, spøgt og støjet, og alle de, som skulde spøge og støje, når de, som nu sad ved Bordene —

Eva så sig hastig om.

En pludselig Tavshed sank over Salen. Selv de to rødhårede Smådrenge, selv Hr. Gerson og Frøken Hein tav.

Alle Ansigter stivnede, pludselig stumme, hulkindede.

Et Selskab af døde.

Glassene og Karaflerne glødede over de hvide Duge. Lysekronernes Blodprismer perlede.

I Spejlene sad endnu tre Selskaber døde, i stiveste Pynt, ved hvide Borde.

Overlægens blå Brilleglas ulmede.

Og dér udenfor, hvor de mægtige Fald af Løv strømmede bag de høje Vinduer — den vædetunge Dryppen af Blod.

Og Lugten af Gær og Muld gennem Ruderne —

Da så Eva en Mand, dér midt for Bordet, ene, som dukket op af Stilheden.

Han spiste ikke, han rørte sig ikke, han så kun hen for sig med store, klare Øjne. Håret lå i en svær Bølge over Panden.