Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/162

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

150

„Hvem er det?“ hviskede Eva, mod sin Vilje, i Stilheden.

Inspektøren så op.

„Ham der?“ hvislede han. „Nå, det er Kandidaten, Tue Tavsen hedder han jo. Men vi kalder ham nu kun „Kandidaten“. Han er vor første Gæst.“

Eva stirrede på Jagtmand.

„Han — han har da ikke været her i de tretten År?“

„Fra den første Dag. Og kom han udenfor, var han færdig.“

„Og her?“

„Ja her —“ Jagtmand trak Øjenbrynene i Vejret, „her har han altså levet, men nu —“

„Nu?“

„Ja, nu er det vist sidste År. Han kom hertil fra Udlandet, men stammer nok oprindelig her fra Egnen.“

„Helge,“ hviskede hun, „kender du ham?“

„Om jeg kender ham!“ Helges store Mund skælvede sårt.

Øjnene dirrede tårefyldte mod den ensomme Mand, som så han sig selv, fra en Gang.

Eva stirrede på den Fremmede.

Var han ung, var han gammel?

Hun vidste det ikke.

Ensom sad han blandt dem alle.

Han smuldrede med Fingrene Brødet og dryssede det på sin tomme Tallerken.

Ham kan det ikke nytte, man tvinger til at spise,“ hviskede Jagtmand bag Rødvinsglasset, „han vil ikke mere. Og min Sæl, jeg kan forstå det! Han er helt ene,