Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/163

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

151

har hverken Slægt eller Venner at svare til. Nå — eh bien! den Vej skal vi alle, også vi „raske“ på Slottet!“

Ene, hverken Slægt eller Venner —.

Og dog, dog måske en Gang én havde levet i ham, tryglet for ham, tigget for hans og sit Liv, som nu hun for Helge — —

Men nu sad han her, ene, smuldrede sit Brød på sin tomme Tallerken, vendt tilbage til sin Barndoms Skove — fra Udlændighed.

Hun lukkede sine Øjne. Hun syntes med Et, han sad dér, han alene.

Alle de andre var forsvundne.

Kun han sad dér, ved den hvide Dug, mod de blodigtrøde Skove, vendt hjem til sin Moders Skød.

Barndom og Alderdom, Fødsel og Død, var de i ham, han, som ikke var ung og ikke var gammel, dette Sanatoriums første Gæst?

Og Helge smilte mod ham, i Minde, som mod sit Selv.

Å Liv, hellige, hellige Liv! fik jeg Lov at frelse dig til det?

„Mine Damer og Herrer!“

Inspektøren røg pludselig til Vejrs, op gennem Tysthedens Lag, som et Lig gennem Løv, med blinkende Øjne og Tænder, med strittende Fingre om Rødvinsglasset, i et Glam:

„Angående vor nyfødte, så husk: det er Mortens Aften i Aften! kunde vi fejre denne Aften skønnere, ihukommende Grosserer Gersons Ord om Mulæslet: „Det er helligt!“ end ved at døbe vort nye Medlem: Bisp Morten? Dette er kun et Forslag. Til Værket, til Værket, mine