152
Damer og Herrer! Frøken Hein tager mod Stemmesedlerne. Velbekomme!“
En Summen væltede ud.
Latter, Råb, Håndklap, Stole, der skuredes tilbage, Skørter, der fejede Gulvene, Sko, der knirkede, en himmelskrigende Larm:
„Vi er til! Vi er til! Oven jorde! Vi rører os, vi bevæger os! Vi er til!“
„Hm, hm,“ Inspektøren sad med Hånden klemt om den sammenkrøllede Serviet, „den klarede vi sgu ganske net! Takket være Helligaftenen! Jeg skal sige Dem: det gælder sgu om at holde dem i Humør!“
Han plirrede fortroligt ud over de tomme Borde, en Dødens Klovn.
— — — — — —
Gruset på Pladsen foran Sanatorietrappen knasede under sorgløse Trin.
Snakkende slentrede Kurgæsterne frem og tilbage eller flokkedes Hoved ved Hoved om de nys ankomne Aviser.
De brogede Sommerfugledragter skinnede under de svære, grå Mure.
Ruderne deroppe rakte som Arme ud over de blodige Skovkupler.
Midt for Trappen hvilte Frøken Hein, henslængt i sin Kurvestol.
Og Riborg krummede sig, stum, sortklædt, over sin Tegnemappe. Blyanten gik hastig, kort. Nu dirrede den ikke.
