Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/165

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

153

Kun af og til krøb hun endnu lidt mere sammen, og Panden plettedes af Skygger.

Hun lignede en Kvinde, der føder.

Helge gik op og ned med Overlægen, der slæbte sine Fødder i Gruset, med Hænderne på Ryggen og ludende Briller.

Så han nogensinde op på sine Patienter?

Han ejede dem alle derinde bag de blå Glas.

Han havde kysset Helge den Nat, hans Fader døde, da han kom løbende for at løbe til ham. med ham. Han havde standset ham og kysset ham.

„— Å, du kender ikke Doktor Højen!“

Doktor her — over disse — Kurgæster —

Fjorden derude svævede stum mellem de røde Skove, ud i Himlen.

Ikke et Sejl var at øjne.

Som en grå Tåge hang den under Skyerne.

Ikke en Lyd fra Livet derude, bag de grå Vande, ikke en Lyd til denne Bred, hvor de vankede, de brogede Skygger, langs Letes Vande, der hyller sin rimgrå Ånde om de Saliges røde Ø.

Men Riborg tegnede, svanger med Skæbne, Lotofagerne på Kysten, at de skulde vågne og se Dybet og svimle bort, at Verden skulde se gennem Tågen og skue sig selv vandre langs Oceanet, ingen Stemme og ingen Fugl når over, men hvor hver Fod en Gang skal sætte sit Spor af Blod, Lete sletter.

Sammenkrummet fødte hun, i Drift.

Se Frøken Hein, der smilte, nådigt skænkende sin Skønhed til Medmenneskenes Beundring, nu som så ofte