Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/167

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

155

„Se ham“ mumlede han, „tro mig, han er den eneste håbløst syge her.“

„Han?“ Eva så op.

„Ja, for enhver af de andre tror, han kan komme sig og — så måske! Men han véd, hver eneste af dem skal dø.“

Oppe fra Gangene, bag Vinduerne eller ad Stierne dybere inde i Skoven løb åndeløse Stemmer, ilende Trin.

De løb, løb for deres Liv.

Men han vidste, dette Slots kroneløse Konge ­— —

„Hr. Kolind og Frue, jeg håber, De i Aften kommer op og drikker Te hos mig i min Villa?“ Doktor Højen kom rokkende hen til dem, skjult bag sine Briller.

Oppe i Skoven stak et blåt Mansardtag frem som en Sten.

„Vi har jo så meget at tale om, og måske —“

„Hvilket?“

„Måske kunde jeg også undersøge Dem,“ Lægens blå Briller sortnede pludselig mod Helge.

„Mig?“ det gav et Ryk i ham, så smilte Helge inderlig blødt, ydmygt, „nej, jeg tror, jeg er kommen mig nu, Doktor Højen,“ hans Stemme tonede forunderlig nøgen og ny.

Eva vovede ikke at se op. Hun skælvede fra Hoved til Fod på sin Bænk.

Helge, Helge, siger du det? Har jeg vækket dig af de blodigtrøde Skove?

Hun mærkede Højens Blik på sig.

Men hun vovede ikke at se op.

„Ja,“ Doktorens Stemme dirrede, „Herren være priset, nogle frelser vi dog, men —“