Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/168

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

156

Han tav pludselig; hans Briller stod stille over Frøken Hein og Riborg.

Ja, se hende med Øjnene sluknende i de blå Skygger, med Lemmerne sammenfaldne bag Kjolens Lilla, med Smilet rødt af Feber og Skov, med Hænderne klemt over Bogen.

Fru Hein listede omkring Riborg og hende, til og fra. Hendes fede, hvide Hænder famlede hjælpeløst med Lommetørklædet. Hun stirrede fortabt på Tegningen, skottede hastigt over til sit Barn og hen på Overlægen.

„Jeg tror — jeg tror — Sara, hør — jeg tror ikke, du — du skulde lade dig tegne.“

„Snak, Moder!“ Sara rystede koldt på Hovedet og smilte videre.

„Frøken.“ Fru Hein stod bag Riborg, hendes Hænder rørte angst hendes Skulder.

Riborg så op, dumpt, og sænkede påny Panden over sin Tegning. Hånden drog den Streg, den skulde.

Eva løftede Øjnene mod Helge, som i Bøn:

Hjælp os! du må!

Helges Bryn sitrede, han stirrede anspændt på Riborg.

Hun så op.

Deres Øjne mødtes.

Så rystede hun på Hovedet, svagt, bøjede det tungt over Tegningen og lod Blyanten vandre.

Han bad Livet af hendes Hånd. Men den kunde ikke skabe, kun gengive.

Riborg, sad hun ikke dér som Skæbnen selv?

Men Helge, vilde han da Løgnen?

Og hvorfor?