157
Eva jog sammen.
Saras Øjne vogtede på dem, vågnende.
Hun havde set Helges Læber bede og Riborg ryste på Hovedet.
Hun måtte — hun måtte ikke — —
Men i det samme skød Sara op af Pelskåben. Bogen fløj ned i Gruset.
„Jeg vil se Tegningen, jeg vil se den!“ udbrød hun, hendes Stemme brast, hendes Ansigt blussede, et Nu, gennem de blå Slør.
„Nej, Barn dog, nej, den — den er jo ikke færdig!“ Fru Hein snappede hendes Arm.
„Væk Moder!“ hun stødte til hende, „jeg vil se den! giv mig den!“
Hendes Øjne stod vidtopspilede, Tænderne lyste — ét Gab af Øjne og Mund i det Blå.
Riborg rejste sig i sin sorte Kjole:
„Dér.“
Hun rakte Tegningen mod hende, rolig som selve Livet.
Sara greb den. Den rystede i hendes Hånd.
Pludselig fløj Bladet ud af den, sejlede ned i Gruset.
Hun stod et Øjeblik.
Så faldt hun, i et Skrig, hulkende ned i sine Hænder.
Ryggen krøb sammen, brudt.
Riborg bøjede sig og tog Tegningen op.
Hun så på den og rystede Gruset bort.
Moderen, Højen og Helge var stimlet sammen om Sara.
