Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/169

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

157

Eva jog sammen.

Saras Øjne vogtede på dem, vågnende.

Hun havde set Helges Læber bede og Riborg ryste på Hovedet.

Hun måtte — hun måtte ikke — —

Men i det samme skød Sara op af Pelskåben. Bogen fløj ned i Gruset.

„Jeg vil se Tegningen, jeg vil se den!“ udbrød hun, hendes Stemme brast, hendes Ansigt blussede, et Nu, gennem de blå Slør.

„Nej, Barn dog, nej, den — den er jo ikke færdig!“ Fru Hein snappede hendes Arm.

„Væk Moder!“ hun stødte til hende, „jeg vil se den! giv mig den!“

Hendes Øjne stod vidtopspilede, Tænderne lyste — ét Gab af Øjne og Mund i det Blå.

Riborg rejste sig i sin sorte Kjole:

„Dér.“

Hun rakte Tegningen mod hende, rolig som selve Livet.

Sara greb den. Den rystede i hendes Hånd.

Pludselig fløj Bladet ud af den, sejlede ned i Gruset.

Hun stod et Øjeblik.

Så faldt hun, i et Skrig, hulkende ned i sine Hænder.

Ryggen krøb sammen, brudt.

Riborg bøjede sig og tog Tegningen op.

Hun så på den og rystede Gruset bort.

Moderen, Højen og Helge var stimlet sammen om Sara.