Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/170

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

158

Som afmægtig vaklede hun op ad Trappen imellem dem. Pelsen slæbte fra den sunkne Ryg.

Eva stod foran Riborg. Hun vilde råbe, hun vilde tale.

Men hendes Bryst gik, hun snappede efter Luft.

Store, stumme stirrede Øjnene på hende, Hånden holdt om Tegningen.

Eva vendte sig hastig og løb op ad Trappen.

Hun vidste det: Blev hun længere, kvalte hun hende i sine Hænder, sine små, hårde Hænder.

Om ikke Riborgs de lange, bløde, kvalte hende.

— Helge var standset inde i Vestibulen, ved Araucarierne.

„Eva,“ hans Stemme kom, usikker som i Brøde, hans Øjne søgte over Fliserne hen mod Konsultationsstuen, men hans Hånd famlede efter hendes, som efter Hjælp. på nye Veje, „du må gå op til hende — og trøste hende.“

Riborg stod stum nede på Gruspladsen, med sin Tegning.

— — — — — — — —

Sara Heins Silkekjole blånede som Vin over de kolde Lagner, og Hånden, der knugede Lommetørklædet, funklede af Diamanter og Tårer.

Men hun strakte skælvende det udmagrede Legeme ud i Sengen. Nu fandt det Lejet, den lydige Liggen. Aldrig mer oprejst, nej, nu aldrig mer.

„Å. De så jo selv på mig, på Dampskibet: „Hvorfor støjer du sådan?“ Men jeg lo, lo ad jer alle, at I troede, alt ikke var som før, fra jeg var lille, at noget nyt var kommet, som skulde gøre alt mit anderledes fra nu af, mer og mer anderledes, kun for mig, til — det helt var