162
man Livet. Deres egen Mand, Fru Kolind — Overlæge Højen siger om ham, at det er et Mirakel, han lever.“
Eva mødte Helges Øjne.
De smilte mod hende, bly, som hin første Nat, han bøjede sig over hende.
Og hun sitrede, som den Gang, under de Øjne.
Ikke var han frelst ved Miraklet for at dø af Mangel på Håb.
Og, havde Helge dog den Gang inderst ikke villet dø, ikke villet følge med?
Nu ejede hun Håb, nu ejede hun Kærlighedens Mirakel!
„Doktor Ejlersen, om ikke De drog på Deres Uriaspost, jeg havde måske i Dem fundet hin Anden!“ Overlægen strøg sig tungt over Brynene gennem de visne Rankers Skygger. „Og De tror ikke, de derovre behøver Dem fuldt så meget, som Asiens Koleraegne?“
„Doktor Højen,“ den unge Læge smilte svagt, hans Hånd strøg over Statuens hvide Fod, „troede De i Sandhed, at Håb var Frelse, da fandt lettere De end Asiens Koleraegne en Anden.“
Jagtmands Tænder blinkede.
„Rigtigt! Det er lettere at håbe end at dø for andre!“
Doktor Ejlersen løftede Hovedet og så opad i de hvide Øjne, der sænkedes mod hans.
„Der er dog nogle, for hvem det er lettere at dø end at håbe,“ hviskede han.
Ja, om det at dø for dig, var at give dig Livet, Helge, — som Alkestis på din Tegning gik jeg til Hades for dig i denne Stund!
