Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/175

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

163

Men jeg må det større Mod: at håbe, for at du kan leve, at tro på Glæden, på Gud!

Hun klemte Hænderne tro i hinanden. Ti kun i mig kan du leve!

En Gang kom Helge herfra, anden Gang gør han det også.

Og den tredje skal han aldrig komme!

— — — — — — —

De stod mellem Tårnene i Sanatoriets øverste Galleri, i Måneskinnet.

Inspektørens Trin sluktes ad Trapperne, dybere og dybere ned. Han måtte hjem „at være rede til Bestillingen“ i Morgen.

Nu svandt den sidste Lyd.

Og de var ene mellem Tårntagenes Skiffer, bag Stenbalustraden, der bar dem som en Skibsstævn højt over Skovdybet dernede, nær Månens enlige Kugle.

Det fjærne Tog med sine Lys, sine Hjul rullede bort i Natten histovre.

Strandbredden dæmrede under Skovens Skygge.

Kun Månespillet på Fjorden.

Ene stod de her, højt.

Da pludselig Stenene om dem drønede.

De sorte Mure sang ud i Natten.

Et rullende Hostekor, ud over Skovene, over Fjorden, i Månens Lys.

Eva lukkede Øjnene.

Hør, de hellige Præster dernede hilste i Midnattens Time deres Gud:

„Ave mors in æternitate!“