Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/176

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

164

Nu sank Lyden afgrundsdybt.

Inderst inde fra Brønden af Nat og Sten huggede en enlig Hoste, som læste en sidste Præst over på Responsoriet.

Nu svandt den bort i korte Slag.

Nu huggede kun en fangen Hammer slidsomt i Dybet.

„Helge,“ hun vendte sig, flygtet ind mellem Søjlernes Grå, „Helge!“

Hans Ansigt så mod hende ude fra Måneskinnet.

„Nu kommer jeg,“ mumlede han.

Ornamenterne krøb om Tårnene, isgrå, med blinde Stenøjne. Månen stribede Skifferen med stive, hvide Fingre.

Ene stod Riborg derude, sort under Månekuglen.

Evas Hænder klemte om Helges.

Hør, hør dem igen dernede!

„Ave mors in æternitate!“

Præsterne råbte og råbte.

Og atter læste den enlige Stemme over på den tunge Lektie.

Til Hammeren kun sled påny, møjsommelig, på Fængselsdybets Sten.

Løvduften vældede op fra Årets Grav.

Månen svævede ene og tung.

Og Spillet legede på Fjorden.

O du Sorgens, o du Dødens Gud, tilgiv, større er du, end jeg drømte!

Hun skjulte sine Øjne med den venstre Hånd, den anden holdt om hans.