Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/177

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

165

Og Du, Gud, der bandt vore Hænder sammen, stå mig bi!

— — — — — — —

Det elektriske Lys' Istap vågede.

Helge støttede Armen i Puderne, strakt i Sengen.

Dobbeltdøren dæmrede hornblank. Væggene steg fra Panelfarvens grønne Kær op i murhvidt.

Alt lyttede.

Bag den stængede Dør hulede sig de lange Korridorer, hen forbi Dørene, Dør ved Dør!

Månepletter stivnede fra Vinduerne derude på Linoleumsgulvet, Etage over Etage.

Og i hvert Kammer, hvidklædt, ventende eller blundende, en Beboer.

Alt lyttede.

Helges Øjne, Hånden i hans Tinding, hans bøjede Nakke.

Væggens hvide Felt stirrede stort bag hans Hoveds Skygge. Sengens hvidlakerede Bue stod på Post.

Den elektriske Lysperle vågede:

Jeg lyser, til det kommer!

Hvad kommer?

Ude bag de åbne Ruder Løvets Sislen, som en hæs Spørgen.

Luften åndede, som dugget Stål.

Eva trak knap Ånde.

Se, dér i det hvide Skær svævede Templets hellige Kalk, bævende fyldt af Æter!

Og de lå dér, Celle ved Celle, mange Febermunde, rede til at kysse den i Andagt.