Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/180

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

168

Hun så dem ikke, de stod bag Gardinets Skygge, de to tæt omslyngede.

Hendes Hånd trak og trak i Ranken, så Bladene flagrede over hende.

Høje, hensvømmende i Månedisen rødnede Bøgekronerne. Løvet flagrede uophørligt ud fra dem, tæt som Bier.

Hendes Øjne ventede, stumme.

Vinbladet ude ved Karmen rystede endnu.

Så brast det med Et og svævede ned.

I det samme mødtes deres og Riborgs Øjne.

Og hun var borte.

Rimflimrende sejlede Bladene gennem Månetågen.

Som et Sølvnet glimrede det faldne Løv på jorden, som Øjne, der stirrede opad, opad mod de kommende Søstre:

„Kommer I også? kommer I?“

„O ja, vi kommer!“

De to stirrede hinanden i Ansigtet, hvide i Månelyset og det elektriske Skær.

De rystede bægge to, af Måneskin, af Frost.

„Helge,“ hviskede hun, "Helge —“

„Helge,“ hun borede Hovedet ind mod hans Skulder, hendes Natkjole bølgede sammen om dem, „så du nu, hvem det er, der kalder dig?“

Han svarede ikke, men hun mærkede hans Hænders Greb om sig, så hun segnede i Knæene.

Hun så ind i hans Øjne. De gnistrede gyldne.

„Helge!“ hun strakte Armene op om hans Hals, ånde-