Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/23

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

11

Og nu i Aften, da han stirrede ind i Skoven — Hun havde pludselig følt det, at hun stod ene. Hun havde måttet gribe ham om Armen, holde ham fast, som vilde han tabe sig derind, fra sig selv og hende, for evigt.

Og han troede heller ikke på Lys bag Mørket en Gang, han havde ikke Lyst til at mødes med hende dér, hvor de aldrig skulde fejle eller skilles, hvor man først ret kunde elske.

Hun sukkede og krøb til Rette under Tæppet.

Den svindende Rislen i Vinløvet på Muren og i Havens Buske randt i Nattestilheden. Ingen forsinket Sporvognsklokke, intet trøstende Hovslag, kun Buskenes Hvisken og Brænden, ukendt, uforstået.

Og Dørens Svælg derhenne — som gabede Huset tomt, som flokkedes ikke alle de fortrolige Møbler derinde!

Ak, stumme, forknytte stod de mellem de nye Mure!

Hun løftede Hovedet og lyttede.

De Mure skulde først langsomt vågne og smile, opvarmede af Åndedræt og Stemmer, før de blev deres Kød og Blod, som de frederiksbergske Stuer, fremmede Trin nu skræmte.

Og hvilke Mennesker havde mon levet her, lige siden Murene byggedes, en Gang i tredserne, af en Særling, så afsides fra Vej og By?

Ja, Hannibal Gorm havde io boet hernede, den Gang han endnu var Vejassistent, og Konen var hos ham, men siden —? Nu sov han jo alene deroppe i Gavlværelset, mellem sin Drejebænk og alle sine Opfindelser.

Gud véd, om han var rigtig klog med sin Søgen efter