23
Solen tågede allerede middagsgul henover Græsset.
En enlig Fugl fløjtede langt borte. Løvgylden dirrede Stilheden om hende — Træer fjærnt inde i Solen, så et Menneske dem nogensinde? — Og foran kun hans Ryg —
„Nå, se nu, dér har vi jo Fjorden!“
Helge pegede med Stokken.
Det blånede forude mellem de ranke Stammer. En svag Rislen randt ind i de visne Blades Rasl om deres Fødder.
Og pludselig stod de mellem Stammerne, svimmelt, på en gul Brink over Fjorden.
Blegblå, med Strømme af mørkereblåt, med Skovkysterne histovre blodsprængte, flød Fjorden under dem, med Skumstænk og Fiskenæt.
Neden under, under Brinkens Stenblokke og Gyvel, på en grøn Terrasse skinnede et hvidt Hus med rødt Tegltag. En ung Kvinde i grøn Kjole gik om dernede, mellem Havens nysplantede Ris, med et Barn på Armen.
Skyer som Snebjærge tårnede sig op over Himlen. Skyggerne flød over Skovene, hævede og sænkede dem.
Længst ude randt Havets Perlesnor.
Eva åndede op.
Ja, de boede med Fjord og Himmel åbne for sig — og med Skoven skjult bag Brinken.
„Se, det må jo være Taves Hus,“ nikkede Helge, „og her går en lille Sti nedad. Men giv mig Hånden, Eva. Det er ren Glideler.“
— — — — — — — — —
