Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/56

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

44

åbne Ruder ind i det middelalderlige Mørke. Anerne blinkede rædselsslagne, og Bjælkelofterne gav sig i Støn, så de standsede og lyttede — og fornam Kælderkuldens Greb om deres Ankler og Lofterne knagende over deres Hoveder. Vrede Fødder rømmede bort deroppe —

Strand, der havde båret Århundreders Høststorme og Vintersne, rummet Mishandling, Gråd, Mord og Vanvid, barskt og tilfreds, brast det nu for Julisol, Kvindesang og Barnelatter?

De skottede hastigt ud af Nisjerne til den solgrønne Park. Møllen baskede med Vingerne mellem Løvkuplerne som et Insekt. Sivene suste sommerligt.

I ilsomt listende Trin var de ude på Trappen, i et Par susende Spring nede mellem Blomster, Bier og Fugle.

Og om Nætterne mellem de broncebrune Brokadesgardiner, i de Himmelsenge, hvor Slægterne havde stridt i Elskov og Død, favnet fortvivlede eller vildt lystne Kvinder, skreget og rallet, dér fornam de, små og lyttende, at var de ikke blevet Strands Bytte, ikke omkomne som Fortidens Fanger og Kvinder i dets Fængsler, det havde styrket sig forlænge af Flemmingernes Åndedræt, til at falde for dem. Uberettigede lå de her, Spurve i Ørnerede.

Stormen brød på fra Rind, nu i Efterårsjævndøgn, som skulde Kongefuglenes Rede splittes mod alle Verdenshjørner.

— Men da Strand var solgt, og de sad i deres Par Værelser i Hotel garni'et i Hovedvagtsgade, vidende, at den Formue, de havde troet så selvfølgelig som Strand Gulve under sig, var frønnet hen i Småsmuld, uænsede,