Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/59

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

47

En Latter brast ud derinde — Moders Stemme og nu en dyb Mandsrøst, og så det kvidrende Københavnsk.

Hun sad et Øjeblik, halvtnedskreden på Fløjlstaburetten — hvad mon de lo af? mon det var Kaptejn Arild Krans, der talte til Moder? ham, den høje, flotte med de brune Øjne og det snoede Overskæg.

Å, hun måtte derind, skynde sig og høre, hvad de lo af — —

— De Stemmer og Trin, der larmede på Trappen, de var dem ikke uvedkommende mer. Deres egne Fødder løb nu imellem dem, hjem fra Strøgtimer og Butiker, eller ud til Restaurationer, Variéteer og Teatre — et broget hvirvlende Gnistehjul af aldrig anet Fryd, som det, der svirrede hver Aften over Tivolis Indgang.

Og her i Hotellet, en Skare af Mennesker kom og gik, nye, men ikke fremmede — nej, hun syntes tværtimod, hun kendte dem alle strax, selv Udlændingene, Tyskerne og Franskmændene, der myldrede ind, nu Rejsesæsonen begyndte, og som de traf igen alle Vegne, ude i Byen, i Menneskevrimlen, i det elektriske Lys, i Larm af Koncerter og Stemmer.

Strand, at det havde været til, at det stod endnu med sine dunkle Stuer i den dødstavse Park ved Fjorden, hvorover en ensom Måge flakkede gennem Skumringen!

Godt, godt, at de var blevet reddede — nej, hør dog Hornene, se Menneskenes Ansigter, hvor de vrimlede frem i Fyrværkeriets blå og grønne Sole. Og nu skulde de hen til Koncertsalen og spise til Aften med Kaptejn Krans!

Eva hoppede, så den halvlange Kjole daskede om hen-