48
de — å, mange Mennesker, Lys og Musik, til Blodet kogte én i Ørene! —
Kaptejn Krans — den Aften, da Moder listede sin Arm om hendes Hals og med sin Kind brændende mod hendes, hviskede hende i Øret, at hun var forlovet med ham, at de skulde giftes nu til Efteråret, hvad Eva sagde?
Hvad Eva sagde? Hun sad stiv, med Knæene på Taburetten, og stirrede mod det høje Vindue derovre, hvor heller aldrig nogen var hjemme, som jo ingen var det her i København.
Kaptein Krans — Moder skulde giftes med ham, med en ny Mand, men Fader da? hans grå Ryg, der listede bort fra deres skræmte Tavshed, hjemløs i sit eget Hjem, altid kun hans Ryg —
Fader! det brast med Et fra hendes Hjærte til Hårrødder og Fingerspidser: hendes Fader, hvis Pande og Hænder hun havde, hvis Navn de bar, hvis Penge de levede af, hans Ryg vilde Moder nu helt lukke Døren bag — for at vende sig mod en ny Mand.
Moder, ja, det kunde hun, som ikke var fra Strand.
Strand, i Sivene, som Fader havde stirret så bundet over!
Moder var en Fremmed, flyttet derind fra Kolding og atter flyttet derfra til ny Lejlighed. Men, Eva, Gårdens Datter, hun bar dens Luft i sit Legeme, den Luft, der var mættet af deres Åndedræt, hvis Kød og Blod var hendes, gennem ham, som havde været hendes Fader, men kun Moders Mand.
Aldrig kunde hun få en anden Fader, men Moder kunde få en anden Mand.
